Nyheder
Følg Forsvaret
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Forlig
Julesul til Sirius
Overdådige juleborde venter Siriusfolkene når efterårstogtet slutter omkring den 22. december. Siriusfolk taber ofte en del kilo, når de er på togt med slæde og hunde i Grønland.
21. december, 2012 - Kl. 10.59
[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]
Af Henriette Bech, Forsvarets Hovedredaktion.
Efterårstogtet varer fra den 1. november til omkring den 22. december. De fem slædehold har tilbagelagt cirka 1250 kilometer samt forbrændt de fleste overskudsdepoter på sidebenene. Derfor er især de store juleborde noget man glæder sig meget til.
- Der er selvfølgelig jule- og nytårsaften, men også julefrokosten, som plejer at ligge 2. juledag, er lidt af et orgie. Man forsøger altid at overgå det foregående års julefrokost, og der er vel for det meste 25-30 forskellige varme, lune og kolde retter, fortæller oversergent, Morten H. Gormsen, som selv har været aktiv Siriusmand.
Kalorieforbrændingen på togterne hænger sammen med to altafgørende faktorer, vejret og føret. Hvis det er tungt føre med blød sne, går fupperne foran slæden og træder spor for hundene, og så bliver der virkelig brændt noget energi af. Hvis det samtidig er koldt, så bruger kroppen meget energi på også at holde varmen. Det samme gælder for hundene.
- De skulle efter sigende forbrænde ligeså mange kalorier om dagen som en Tour de France rytter, men det vil jeg nu ikke hænges op på. De får pemmikan (sammenpresset fedt, kød- og benmel), og så suppleres der med ekstra svinefedt i koldt vejr og ved hårdt arbejde, siger Morten H. Gormsen.
På togterne er maden en del mere ensformig. Havregryn, pulvermælk, sukker, frysetørret mad og dåsemad hører til dagenes menuer. Derudover bliver der indtaget store mængder chokolade og Morten H. Gormsen fortsætter
- Maden under patrulje er temmelig ensformig, og i slutningen af patruljerne og i perioder med dårligt føre og koldt vejr, hvor man skal spise ekstra meget, kan det godt være lidt en kamp at få spist nok. Man ser måske ikke så meget frem til måltiderne. De er et nødvendigt onde, som skal overstås. Sådan er det sikkert ikke for alle, men det har i perioder været min oplevelse. Jeg udviklede de sidste par år en teknik, hvor jeg ventede med at spise, til maden var lunken, så kunne jeg få det ned i en fart, så jeg ikke behøvede at smage så meget på det.
Af Henriette Bech, Forsvarets Hovedredaktion.
Efterårstogtet varer fra den 1. november til omkring den 22. december. De fem slædehold har tilbagelagt cirka 1250 kilometer samt forbrændt de fleste overskudsdepoter på sidebenene. Derfor er især de store juleborde noget man glæder sig meget til.
- Der er selvfølgelig jule- og nytårsaften, men også julefrokosten, som plejer at ligge 2. juledag, er lidt af et orgie. Man forsøger altid at overgå det foregående års julefrokost, og der er vel for det meste 25-30 forskellige varme, lune og kolde retter, fortæller oversergent, Morten H. Gormsen, som selv har været aktiv Siriusmand.
Kalorieforbrændingen på togterne hænger sammen med to altafgørende faktorer, vejret og føret. Hvis det er tungt føre med blød sne, går fupperne foran slæden og træder spor for hundene, og så bliver der virkelig brændt noget energi af. Hvis det samtidig er koldt, så bruger kroppen meget energi på også at holde varmen. Det samme gælder for hundene.
- De skulle efter sigende forbrænde ligeså mange kalorier om dagen som en Tour de France rytter, men det vil jeg nu ikke hænges op på. De får pemmikan (sammenpresset fedt, kød- og benmel), og så suppleres der med ekstra svinefedt i koldt vejr og ved hårdt arbejde, siger Morten H. Gormsen.
På togterne er maden en del mere ensformig. Havregryn, pulvermælk, sukker, frysetørret mad og dåsemad hører til dagenes menuer. Derudover bliver der indtaget store mængder chokolade og Morten H. Gormsen fortsætter
- Maden under patrulje er temmelig ensformig, og i slutningen af patruljerne og i perioder med dårligt føre og koldt vejr, hvor man skal spise ekstra meget, kan det godt være lidt en kamp at få spist nok. Man ser måske ikke så meget frem til måltiderne. De er et nødvendigt onde, som skal overstås. Sådan er det sikkert ikke for alle, men det har i perioder været min oplevelse. Jeg udviklede de sidste par år en teknik, hvor jeg ventede med at spise, til maden var lunken, så kunne jeg få det ned i en fart, så jeg ikke behøvede at smage så meget på det.