[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Flemming Diehl Forsvarets Materieltjeneste

Det er de særeste ting, der ryger under hammeren, når Forsvarets Materieltjeneste holder auktion i Hjørring. For forsvaret er en alsidig virksomhed, og det afspejler det udfasede materiel, som samles til bunke, hvorefter det ryger på auktion i Hjørring.

Denne gang var der ifølge materielmester Jens Grøntved ikke de store ting i kataloget, og hermed mener han skibe eller et hav af lastbiler. I stedet var det en hel perlerække af forskelligt materiel, men alligevel blev det til en omsætning på 4,3 million kroner.

Mystiske ting for kendere
- Resultatet var bedre end forventet. Især når vi kun havde få lastbiler til salg, og ingen mindre skibe eller lignende. Tidligere har vi jo haft op til 100 lastbiler på auktionen, men denne gang havde vi kun 15, siger materielmester Jens Grøntved.

Han fortæller videre, at netop de få men store treakslede lastbiler gav gode penge til forsvarets kasse. De gik nemlig for 210.000 kr. stykket, og som vanligt var der også et godt salg i de firhjulstrukne Mercedes 240 GD.

Kataloget indeholdt dog også ting, hvor navnet ikke umiddelbart afspejler, hvad genstanden skal bruges til. For udover motorcykler, påhængsvogne, værktøj, sovesofaer, symaskiner, gryder, så var der glas til flagermuslygter og ikke mindst en bamsesav til salg.

Hvad sådan en skal bruges til, siger historien intet om, men missede man auktionen, så er der stadig håb. For Forsvarets Materieltjeneste sælger også sine ting på nettet, og hvad der er til salg, kan du ser på retrade.dk