[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Henriette Bech Forsvarets Hovedredaktion

Det 2,20 meter høje monument bliver afsløret på Flagdagen den 5. september i Mindeparken i Århus. Initiativtager og formand for Dronningens Livregiments Soldaterforening Århus og Omegn, Sven-Erik Magnussen glæder sig over, at monumentet endelig bliver en realitet.

- På Kastellet i København, er der allerede et monument for de mange udsendte. I Danmarks næststørste by bliver der nu også mulighed for at hædre alle de som i årenes løb har været udstationeret. De fortjener, at vi ærer dem. Det får vi nu mulighed for også at gøre i Mindeparken i Århus, siger Sven Erik Magnussen.

Borgmester Jacob Bundsgaard holder åbningstale, og Marinehjemmeværnets musikkorps vil spille for de fremmødte. Derudover vil der være en opvisning i tattoo med Hjemmeværnets Eksercitskommando Jylland.  
Grev Ingolf af Rosenborg holder ligeledes tale, og vil sammen med grevinde Sussie stå for selve afsløringen af det store stenmonument.

- Det er en stor ære at få lov til at deltage i denne hyldest til alle de dygtige danskere, der er udstationeret, og som har været udstationeret i fremmede lande. En overgang så man skævt til soldaterne, men nu forstår danskerne bedre at værdsætte den store indsats de yder, og det er jeg meget glad for. Det er godt og værdifuldt, at den store indsats bliver værdsat og hyldet. Det fortjener de danske soldater, siger Grev Ingolf.

Takket være økonomisk støtte fra Forsvarets veteranpulje og Århus Kommune er det blevet muligt, at opføre monumentet.

Fakta

Den 5. september er Flagdagen for Danmarks udsendte og veteraner. Formålet med Flagdagen er at hædre de personer, der er eller har været på en mission udsendt af Danmark på baggrund af en beslutning truffet af regering, Folketing eller en minister.
Flagdagen blev indstiftet af Folketinget og gennemført for første gang den 5. september 2009.

Se indslag fra Flagdagen 2011