[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Kim Vibe Michelsen, Forsvarets Hovedredaktion.

Da sneen for alvor tog fat søndag, måtte det lokale beredskab i Nordjylland have hjælp fra tre terrængående Duro ambulancer fra Trænregimentet i Aalborg.
De tre køretøjer kørte ud og hjalp nødstedte fra Frederikshavn, Hjørring og Støvring.

Ambulancerne der trækker på alle seks hjul kan komme frem de fleste steder, hvor de normale vogne må give op. De kunne derfor sikre, at akutte patienter i Nordjylland havde mulighed for at komme på hospitalet til tiden under hele snestormen.

Mandag eftermiddag kunne soldaterne melde færdigt arbejde og sende to af de pansrede ambulancer hjem til Aalborg. Af hensyn til vejrets omskiftelighed forbliver en ambulance dog i beredskab indtil tidligt mandag aften.

Hjemmeværnet står for beredskabet
Det er Hjemmeværnet, der står for hjælpen til det civile beredskab, og det kan værnet for det meste også klare alene med deres firehjulstrukne køretøjer. Når tingene rigtigt spidser til, låner Hjemmeværnet dog special køretøjer hos hæren.

Duro ambulancerne kom til hæren i 2009, og de kræver uddannede chauffører, som kun hæren råder over. Selvom ambulancerne er terrængående, pansrede og kan udrustes med maskingeværer, er de indrettet fuldt på højde med civile ambulancer.