[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Karen Dahlin Forsvarets Hovedredaktion

Den 15. marts måtte et af forsvarets T-17 træningsfly nødlande i Billund Lufthavn efter problemer med ujævn motorgang.

- Der fandt vi ud af, at der var et problem med korrosion i flyets fuelinjector. For at det ikke skal gentage sig i de andre træningsfly, så vælger vi at renovere fuelinjectoren i samtlige fly, siger seniorsergent Ole Jørgensen, der er teknisk koordinator på Flyvevåbnets Flyveskole.

Allerede her til formiddag fredag er det første træningsfly klar, og med de forbehold der kan være for fremskaffelse af reservedele, regner Ole Jørgensen med, at de andre træningsfly kommer i en lind rækkefølge hen over de næste fjorten dage. Det er et civilt firma i Kastrup, der står for reparationerne af fuelinjectorerne.

- Nogle reparationer foretager vi, andre bliver lavet ude i det civile. Flyene skal laves, inden de går i stykker. Vi flymekanikere er sat i verden for at forebygge ting, for man kan ikke lige holde ind til siden i et fly, siger Ole Jørgensen.

Træningsflyene bruges hovedsageligt til uddannelse af piloter. Eleverne på flyverskolen skal dog ikke regne med fritimer. De får i stedet lidt mere teori, til alle træningsflyene igen er klar til brug.

Fakta
Skole- og forbindelsesfly T-17 Saab Supporter
Antal: 27
Besætning: 1-2 mand
Fart: 287 km/t, gennemsnitsfart: 186 km/t
Længde: 7 m
Højde: 2,6 m
Spændvidde: 8,8 meter
Aktionsradius: 703 km