[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Sune Wadskjær Nielsen, Forsvarets Hovedredaktion

- Hvad mener du om Muhammedtegningerne?

Det er ikke lige det spørgsmål, man ønsker sig, når man som dansk soldat vil skabe et godt forhold til en lokal imam. Sådanne svære spørgsmål var der mange af for de 20 kursister på CIMIC-kurset hos Danske Artilleriregiment i Varde. Forsvaret afholder hvert halve år denne aktivitet, som et bidrag til det nordiske forsvarssamarbejde NORDEFCO.

- Det er igennem interaktion med de lokale, at kursisterne skal tjene deres penge ude på missionerne. De skal leve af at være gode til at bruge deres tolke til at komme i kontakt med de lokale. Man skal vænne sig til at bruge en tolk. Der er mange faldbruber, understreger major Peter Friis fra Danske Artilleriregiment.

De typiske fejl kan være, at man taler i for lange indviklede sætninger, som tolken ikke kan huske, når han skal oversætte dem. Ironi og ordsprog skal man også undgå, da det kan være svært at forstå for en lokal tolk. Endelig kræver det stor tålmodighed. Selv små enkle samtaler bliver meget lange, når alt skal igennem en tolk. Derfor skal man ikke have en alt for omfattende dagsorden.

- Vi får hammergodt modstil og bliver klædt godt på til de situationer, vi møder ude på missionerne, siger Michael Frøslev, der blev udsat for de mange spørgsmål om Muhammedtegningerne. Sprogofficerer spiller både tolke og lokale i rollespillene.


Djibouti, Ethiopien og Rwanda

Selv om CIMIC-kurset er NORDEFCO-aktivitet, er der også deltagere med fra andre lande. I år var der kursister fra Serbien, Djibouti og Rwanda.

- Fra starten af var det de nordiske lande, som arrangerede kurserne og deltog i dem. Efterhånden har vi udvidet samarbejdet først til de baltiske lande og siden til ex-jugoslavien, og nu har vi også fået de afrikanske lande med. Det giver nogle helt andre kulturforskelle, end det vi er vant til, og det synes jeg, er rigtigt spændende siger Peter Friis. Han anslår at omkring 40 lande har været repræsenteret på kurserne igennem årene.

Nedenfor kan du se et videoindslag på forsvarskanalen om CIMIC-kurset i Varde.