[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Lars Bøgh Vinther, kommunikationsafdelingen.

De seneste dages uro i hovedstaden Juba har overrasket det lokale FN-hovedkvarter, men ifølge de seks danskere, som opholder sig i Sydsudan, er roen ved at sænke sig igen. Alle meldes i god behold. 
Fem danskere er hjemme på juleferie, to venter på at kunne flyve ind til Juba fra Nairobi og Addis Ababa. De seks tilbageblevne opholder sig enten i den fælles danske beboelse eller i FN’s Tomping lejr ved lufthavnen, mens forbindelsesofficeren Steen Levandowski befinder sig i nordvestlige Turalei.



Forbindelsesofficerer i yderste afkrog
Steen Lewandowski og Karsten Noortwijk er udstationeret tæt på grænsen til Sudan i Turalei. Mens de øvrige danskere arbejder som stabsofficerer i FNs hovedkvarter, er Steen og Karsten forbindelsesofficerer – de såkaldte MLO’er. Hovedopgaven er at skabe kontakt til den sydsudanesiske hær - SPLA - i Twic regionen. 

Da Sydsudan i sommeren 2011 blev selvstændig, blev de mange forskellige oprørsgrupper udnævnt til at være soldater i den nye stats regeringshær, SPLA. I lejre over hele landet bor soldaterne som bataljoner og brigader med deres familier. 
Den ene halvdel skal trænes og blive dygtige soldater, mens den anden halvdel skal udsluses til civilt arbejde. Men hvem der skal hvad, og usikkerheden med hvad der skal ske i overgangsfasen, gør danskernes opgave udfordrende.

Se indslag med de danske forbindelsesofficerer i Sydsudan.