[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Kitt Kristensen / FTK

Brown-out er landing i det meget fine og mel-lignende sand, som er overalt i Afghanistan. Det melede sand betyder, at når helikopteren lægger an til landing, hvirvler den sandet op og al sigtbarhed forsvinder.
 

-  Man kan ikke orientere sig. Og der skal ikke meget til før, at man er nede at røre med det ene hjul, eller man kommer til at slide en lille smule. Noget man ikke kan mærke, når man sidder i helikopteren, og lige pludselig er den tippet om, væltet og destrueres fuldstændigt, forklarer Jegvan Holm-Søndergaard, der er pilot og i gang med TTT-træningen.
Flyvevåbnet vurderer, at den største risiko for, at det går galt et sted som i Afghanistan ikke er, at man bliver skudt ned. Det er ved at lande forkert i brown-out.
Det er få steder i verden, at sandet egner sig til brown-out træning, og indtil videre er det besluttet, at TTT-piloterne skal træne i San Diego, USA.