[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]



Af Lars Bøgh Vinther, Kommunikationsafdelingen

Til daglig arbejder Christian Krause i forsvarsstaben på Holmen, i fritiden gælder det ultracykling. Skagen til Gedser, Odense til Paris eller 5.100 km på tværs af USA er blot få af hans hidtidige præstationer.
Men lige nu nærmer RAI, Race Around Ireland, sig sin afslutning.  Den ekstreme østrigske cykelrytter Christoph Strasser er allerede i mål. Han klarede de 2.210 km på bare 93 timer.  Christian Krause har fredag middag stadig 400 kilometer tilbage. De sidste kilometer skal tilbagelægges inden kl. 15:40 i morgen lørdag.  Noget af en udfordring mener både holdet på seks personer, som følger Krause rundt om den grønne ø, og Krause selv.

- Mine tæer fejler ikke noget, fortæller han cyklende fra en mobiltelefon, men ellers lider jeg af alt lige fra manglende appetit, slidsår, siddesår og svamp i munden. Og så har vejret drillet. Der har været dage med hård modvind på op til 80 km/t, hvor jeg kun har kørt 8 km/t.

Trods den aktuelle krise var majoren fortrøstningsfuld under samtalen. Som deltager i World Cup er det vigtigt, at han gennemfører. 
Man kan følge Christian Krauses kamp mod asfalt og ur på denne side.