[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Pernille Kroer, Søværnets Operative Kommando

Messen bliver i år afviklet i Fredericia over to weekender. Første gang i forrige weekend og igen i denne weekend, den 1. til 3. marts. Alene i den første weekend trak messen cirka 15.000 gæster til, hvoraf mange lagde vejen forbi forsvarets stand.

Her præsenterer søværnet sin kampagne til fritidssejlere om at blive frivillige havmiljøvogtere. På messens første åbningsweekend var interessen blandt sejlerne stor, og hele 110 nye sejlere meldte sig til kampagnen. Det betyder, at kampagnen nu tæller mere end 15.000 havmiljøvogtere.

Reddet af helikopter
På standen præsenterer flyvevåbnet desuden, hvordan havmiljøet overvåges fra luften, og hvordan en søredning med helikopter foregår. Blandt andet kan gæsterne få en tur i hoisten, der er opstillet i et højt stativ.

Synet af hoisten vakte i sidste weekend minder hos sejler Torben Færløv fra Ørum, der i august 2009 strandede med sin sejlbåd ved Læsø Rende. Båden trak vand ind, men han blev reddet af flyvevåbnets helikopter og bragt i sikkerhed på landjorden i Aalborg.

Også Forsvarets Rekruttering er med på messen. De besøgende kan høre om, hvilke uddannelser og karrieremuligheder, der er i forsvaret. Som ét af de foredrag, messen også kan tilbyde, fortæller kaptajnløjtnanterne Anders Bay Nissen og Jimmi Schjøtt-Thomsen om søværnets indsats i piratjagten i Det Indiske Ocean.
Det var 25. gang, at bådmessen blev afviklet. Forsvaret har haft en stand på messen siden 2007.