[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]
Af Nicholas Lundgard, kaptajn, presseofficer, DANCON ISAF 16
En svag rumlen af flyet i det fjerne afslørede, at Danmarks nye
forsvarsminister, Nicolai Wammen, var på vej. Ministeren og hans følge
blev hentet ved det danske Hercules C-130 transportfly, og kørt ind til
Camp Viking i Forsvarets pansrede MRAPs (Mine Resistant Ambush Protected
Vehicles). Her var chefen for DANCON ISAF Hold 16, oberst Kenneth
Pedersen, klar til at tage imod, og give de tilrejsende en række
briefinger om, hvilke opgaver og udfordringer, som den danske styrke
står overfor.
- Hold 16s mission er lidt anderledes end den som tidligere hold har
været på. Hold 16 løser med deres kampvogne og støtteenheder stadig
skarpe opgaver ude i ørkenen, og det gør de fremragende. Men der er også
hele den vigtige opgave med at få hjemsendt vores mange tons materiel,
køretøjer og udstyr fra Helmand. Denne opgave er måske ikke det, der
giver avisforsiderne derhjemme, men både soldaterne og jeg ved, at det
er et kæmpestort stykke arbejde, der bliver udført på rigtig fornem vis,
siger forsvarsminister Nicolai Wammen.
Forsvarsminister Nicolai Wammen hilste på en af
kampvognsbesætningerne på Hold 16, der både består af kamptropper,
kampstøttetropper og støttetropper.
En fortsat vigtig mission
Forsvarsministeren fik mulighed for at møde de danske soldater og se
noget af alt det isenkram, som bliver brugt til at løfte den brede vifte
af opgaver, som Hold 16 løser i Helmand. Kampvogne, minesøgere,
våbensystemer, ubemandede mini-fly, pansrede lastbiler,
patruljekøretøjer og soldaternes svar på en ambulance, blev alle
besigtiget, kravlet på og fortalt historier om. En række af soldaterne
har flere udsendelser bag sig, og der blev talt med mange af soldaterne,
inden en veloplagt minister talte til soldaterne.
- Regeringen, Folketinget og danskerne sætter stor pris på det arbejde,
som de udsendte danske soldater udfører, og det har været en stor
oplevelse at få lov til at besøge alle hernede. Det er et farligt
arbejde. Det er et vigtigt arbejde. Og det er et arbejde der giver
mening. Soldaterne er med til, at Danmark – meget konkret – kan føre en
aktiv udenrigs- og sikkerhedspolitik, og er dermed med til at gøre en
forskel for rigtigt mange mennesker her i Afghanistan, såvel som i
Danmark, sagde forsvarsminister Nicolai Wammen.
Tak til hjemmefronten
Ministeren lagde meget stor vægt på, at indsatsen i Afghanistan ikke
alene er en indsats af de danske soldater, men også af deres familier og
pårørende. En indsats der bidrager til, at den danske regering kan
levere den vare, som soldaterne i Helmand repræsenterer og står for.
- Jeg ved godt, at det er med omkostninger når man tager af sted og
lader sig udsende som soldat for Danmark. Man er væk hjemmefra. Der
sidder kærester, forældre, venner og børn, som er stolte af soldaterne,
men som selvfølgelig også er bekymrede for, om deres kære nu også har
det godt. Om der nu sker noget. Derfor ønskede jeg at besøge soldaterne
og sige tak for det fantastiske arbejde de udfører, men også give min
tak til alle dem, der holder af dem derhjemme, og som gør, at de kan
løfte en vigtig opgave inden de atter kan rejse hjem til Danmark, siger
forsvarsminister Nicolai Wammen.