[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg Forsvarskommandoen

17 soldater fra Electronic Warfare kompagniet ved Telegrafregimentet i Fredericia har brugt de seneste godt 14 dage i Pembrokshire i den vestlige del af Wales. Faktisk så langt ude mod vest, at den nærmeste større by er Dublin – i Irland. Her har soldaterne deltaget i øvelsen Dragons Talon sammen med enheder fra det britiske forsvar. De samme enheder, som det danske kompagni også arbejder sammen med i Afghanistan.


En del af de danske soldater bag et af deres køretøjer i typisk britisk vejr.

Soldaterne fra Electronic Warfare kompagniet er specialister i det, der kaldes opklaring i det elektromagnetiske spektrum. Det handler blandt andet om, at overvåge og oversætte modstanderens radiokommunikation.

For kompagniet har der været store fordele i at deltage i den britiske øvelse.

- Briterne opstiller hele modstanderstyrken og hele øvelsesscenariet, så vi skal bare komme og deltage. Hvis vi skal træne hjemme, skal vi selv udspare mange ressourcer eller have andre enheder stillet rådighed. Blandt andet sprogofficerer. Her har briterne stillet med Ghurkaer som modstanderstyrke, så vi har lyttet til gurhkali og haft tolke til rådighed. En anden fordel er, at vi og briterne lærer hinanden at kende, inden vi skal udsendes, forklarer kaptajn Kristian Petersen, der er chef for kompagniets efterretningssektion.

De danske soldater, der har været med på den britiske øvelse, skal efter planen udsendes til Afghanistan i august 2013 og februar 2014.