[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Lars Skjoldan/Flyvertaktisk Kommando

Hotellet er forladt, værktøj og reservedele er pakket sammen. Gribben Ib, som har holdt til i nærheden af basen under hele opholdet, er der taget afsked med, og de vilde hunde omkring landingsbanen er nu lidt mere alene. Missionen i Mali er overstået, og ved middagstid i dag står Herculesen igen på Flyvestation Aalborg.

- Vi har helt sikkert glædet os til at komme hjem, siger Hans Skovmose, der er chef for det sidste hold på missionen.

- Men det har på mange måder været en særskilt interessant mission at være af sted på. Blandt andet fordi vi har set, at noget af det, vi har planlagt og udviklet, virkelig fungerer, siger Hans Skovmose.

Alt med ud og hjem
Konceptet, der har virket, er IOC - eller Initial Operating Capability, som kort sagt er en pakkeliste. Listen indeholder alt, der skal til for at kunne lette fra Danmark og lande næsten hvor som helst i verden og operere fra første minut.

- Det betyder så også, at vi kan pakke det hele sammen og have det med i flyet hjem igen. Så når vi letter, er der ikke noget tilbage, siger Hans Skovmose.