[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg, Kommunikationsafdelingen

Den afghanske præsident, Hamid Karzai, indledte torsdag sit officielle besøg i Danmark med et besøg på Kastellet i København. Her blev den afghanske præsident sammen med udenrigsminister Villy Søvndal, forsvarsminister Nick Hækkerup og forsvarschef general Peter Bartram modtaget af et æreskompagni fra den Kongelig Livgarde ved Monumentet over Danmarks Internationale Indsats Siden 1948.


Præsident Hamid Karzai ankommer til Kastellet, hvor han modtages af Kommandør Peter Stehr, der er stedfortrædende kommandant i København.

Efter at have inspiceret paraden lagde den afghanske præsident en krans for Danmarks faldne i Afghanistan. Efter kransenedlæggelsen fortsatte Hamid Karzai til minderummet, hvor navnene på alle Danmarks faldne i de internationale missioner er nævnt. 43 af navnene er på soldater, der er faldet i Afghanistan.


Den afghanske præsident inspicerer æreskompagniet fra den Kongelige Livgarde.

-Det var meget bevægende at besøge dette meget vigtige monument til minde om den indsats, som Danmarks sønner og døtre har ydet for resten af verden. Det er et sted man bør besøge, uanset om man er dansker eller fra udlandet. Jeg vil gerne på det afghanske folks vegne udtrykke taknemmelighed over for danskerne for den hjælp, som I har ydet os både i form af blod og penge, sagde Hamid Karzai efter besøget i minderummet.


Præsident Hamid Karzai nedlægger en krans ved Monumentet over Danmarks Internationale Indsats Siden 1948.

I minderummet havde den afghanske præsident en samtale med forsvarschef general Peter Bartram. 

-Vi havde en god samtale i minderummet om den indsats, mange danske soldater har ydet i Afghanistan. Naturligvis kom vi også ind på dem, der har mistet livet i missionen. Den afghanske præsident er oprigtigt taknemmelig for vores indsats, og jeg er personligt glad for, at præsidenten valgte at komme her i dag for at ære og mindes de danske faldne, sagde forsvarschef general Peter Bartram.

Efter besøget på kastellet fortsatte præsident Hamid Karzai til et møde med statsminister Helle Thorning-Schmidt i statsministeriet. Statsministeren og den afghanske præsident skal blandt andet tale om Danmarks engagement i Afghanistan frem mod 2014, hvor de danske sidste soldater trækkes hjem, og i perioden efter.