[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Den netop udnævnte forsvarsminister Nicolai Wammen kommer fra posten som Europaminister, og har i dag fået overdraget stillingen som forsvarsminister.

Efter dagens tur til Amalienborg blev den traditionelle overdragelsesceremoni i Forsvarsministeriet gennemført. Her takkede den afgående minister sine medarbejdere i ministeriet og bød sin afløser velkommen;

- Det har helt afgjort været de to mest lærerige år i mit liv, og jeg har den dybeste respekt for det arbejde, der bliver udført, og de mennesker jeg har mødt i mit virke som minister for Forsvaret. Det fortalte Nick Hækkerup inden han traditionen tro overrakte en symbolsk gave - en hjelm til de fremtidige kampe som den nytiltrådte minister skal kæmpe både herhjemme og ude i verden.

Nicolai Wammen kvitterede for gaven med det digre litterære værk Tolstojs Krig og Fred, og en slet skjult hentydning til debatmiljøet i Bruxelles, hvor Nick Hækkerup fremadrettet skal slå sine folder som blandt andet Europaminister.

- Jeg sagde straks ja, da jeg fik tilbudt jobbet i går aftes, og jeg glæder mig utroligt meget til at komme i gang med arbejdet. Jeg kan allerede nu love, at den aktivistiske udenrigspolitik fortsætter som hidtil - men selvfølgelig under de nødvendige hensyn til budgetterne, fortalte Nicolai Wammen efterfølgende til sine nye medarbejdere i Forsvarsministeriet.     

Den nye forsvarsminister:
Nicolai Wammen startede sin politiske karriere i Aarhus, hvor han første gang blev valgt ind i byrådet i 1998. Siden blev han valgt til Folketinget i 2001-05, hvorefter han vendte tilbage til Aarhus og genvandt borgmesterposten for Socialdemokraterne. Den post bestred han fra 2006 til 2011, hvor han igen blev valgt til Folketinget og altså for første gang udnævnt til minister. 
Nicolai Wammen har en kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet fra 2001.


Den nyudnævnte forsvarsminister fik en hjelm til de kommende kampe både ude og hjemme.