[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]



Festivalen, der finder sted 21. til 30. juni, er Europas største hestesportsbegivenhed med dressur, spring, hestevognskørsel og lignende discipliner.

Den årligt tilbagevendende begivenhed har forskellige partnerlande fra år til år. Danmark er i år udset til denne ære, fordi Europamesterskaberne i dressur og spring gennemføres i Herning i august måned i år. Ved festivalen i Aachen, der er beæret med besøg fra både Kronprinsesse Mary og Prinsesse Benedikte, spiller Gardehusarregimentets Hesteskadron en helt afgørende rolle.

Hesteskadronen gennemfører den 24. juni et byridt gennem Aachen by til Rådhuset, hvor Kronprinsessen holder tale fra Rådhusbalkonen.
Den 25. juni eskorterer Hesteskadronen prinsesserne ind på stadion ved den officielle åbningsceremoni. Under ceremonien gennemfører Hesteskadronen en opvisning i kamp til hest.

På stadion forventes i omegnen af 45.000 tilskuere, og selve åbningsceremonien, den 25. juni, transmitteres live på WDR klokken 16.45 til 18.00 til millioner af seere verden over.