[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Lars Bøgh Vinther, Hovedredaktionen

Selvom 22 uger måske lyder af lang tid, så er testprogrammet for de fem PMVere stramt. Så stramt at pressen kun fik dagen i dag til at se nærmere på kandidaterne. Frem til 20. september skal der køres og skrues og gennemføres omkring 375 målinger, så projektgruppen i Forsvarets Materieltjeneste kan få data nok til at træffe det endelige typevalg.

Lederen af PMV-projektet oberstløjtnant Karsten Kolding fortæller:
- I de sidste 14 dage har de fem firmaer uddannet erfarne kørere fra forsvaret til PMVerne som vi tester. Teknisk personale fra firmaerne fortsætter med at vedligeholde bilerne i Oksbøl, men det er altså vores egne kørere der fører dem gennem testprogrammet.



I det sandede terræn gav PMVerne en smagsprøve på egenskaberne. Skrappe stigninger, mudder og bevoksning holdt hverken de to hjulkøretøjer eller tre bæltekøretøjer tilbage. En af bilerne måtte dog udgå fra opvisningen med tekniske problemer. Projektgrupen har bevidst valgt at lade to hjulkøretøjer deltage i konkurrencen , selvom inkarnerede panserbrugere overvejende sværger til bælter.

- Piranha 5 og franske Nexter på hjul er ligeså seriøse kandidater som bæltekøretøjerne CV90, Ascod og G5. Vi vurderer den samlede operative ydeevne og sammenholder den med pris og fremtidssikring, når vi til sidst vælger type, fortæller Karsten Kolding.

Det endelige typevalg og kontraktforhadling slutter i første halvdel af 2014. Derefter skal vinderen gennem en klimatest. Først når vinderen er testet i ekstrem tør og fugtig varme, har forsvaret de endelige specifikationer, hvorefter produktion og levering kan starte. Fremtidens PMV skal leveres i 6 forskellige udgaver – en ren infanteri model, en til ambulance, til ingeniøropgaver, kommandostation, mekaniker model og en til morter. Hvor mange af hver vides endnu ikke.

Der er ikke sat pris på det kommende indkøb, men da målet er at få leveret 360 køretøjer, bliver der tale om et anseeligt beløb. Leverandøren forpligter sig dog til at foretage modkøb hos danske viksomheder.

Fakta

Bæltekandidaterne omfatter:
Svenske CV90 Armadillo fra BAE Systems Hägglunds.
Tyske G5 fra Flensburger Farzeugbau Gesellschaft.
Spanske ASCOD fra Santa Barbara Sistemas S.A. General Dynamics European Land Systems.

Hjulkandidater omfatter:
Schweiziske Piranha 5 fra Mowag, General Dynamics European Land Systems.
Franske VBCI (Vehicule Blinde Combat Infanterie) fra Nexter Systems.