[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg Kommunikationsafdelingen

En skiferie med konen eller vennerne kan synes meget langt væk, når man har mistet begge ben efter mødet med en improviseret sprængladning i Afghanistan. Men det er muligt at besejre de sneklædte pister og finde glæden ved skiløb, selv om man er kommet slemt til skade. Det fandt syv skadede danske soldater ud af, da de i december var med Soldaterprojektet på Alpincamp i Kaunertal i Østrig.

-Jeg har lært det hurtigere, end jeg regnede med. Første dag var jeg en tumling, der væltede rundt, på anden dagen fik jeg mere fart på og bedre sving, og jeg fandt ud af, hvad jeg skulle blive bedre til. Og fra tredjedagen kørte det bare. Jeg overvejer allerede at ringe til nogle af de gamle drenge og høre, om jeg kan komme med på skiferie, siger Mark Peters, der mistede begge ben i Afghanistan i 2009 og på Alpincampen for første gang skulle køre i en sitski.

Se det første af forsvarskanalens indslag fra Alpincampen her.