[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Marie Tanggaard, kommunikationskonsulent i DIF Soldaterprojekt

De seks skadede soldater viste billeder fra deres ophold i den afghanske ørken og havde medbragt udstyr og grej fra soldatertiden, som børnene kunne prøve. Soldaterne fortalte om, hvordan de kom til skade, og hvordan de er kommet videre efter at have deltaget i krigen i Afghanistan.
 
Børnene på afdelingen for kræftramte børn deltager i et landsdækkende forskningsprojekt, RESPECT, der handler om rehabilitering med social- og fysisk aktivitet samt uddannelsesstøtte til børn og unge med kræft. Projektet har været i gang siden januar 2013 og løber foreløbig over et par år. Idrætspsykolog Troels Thorsteinsson er initiativtager til dagens besøg af soldaterne.
 
– Børnene har set soldaterne træne her på Riget hver torsdag og er blevet meget inspireret. Deres situation minder meget om hinanden. Ved at møde soldaterne får børnene en masse energi og en tro på, at der er et liv bagefter, fortæller Troels Thorsteinsson.
 
Socialt selvværd
RESPECT handler også om social rehabilitering. På den måde har børnene ligeledes noget  tilfælles med soldaterne i DIF Soldaterprojekt, der selv arbejder med både fysisk og social rehabiliteringsprojektet efter at være hjemvendt med store fysiske skader som amputationer og rygskader.  
 
– Børnene har en tendens til at sidde alene på stuen. Deres sociale selvværd er dårligt. Derfor er sådanne arrangementer gode, siger Troels.
 
Moren, Margit, til 14-årige Bastian, der har været indlagt i et halvt år, fortæller, at soldaternes besøg betyder rigtigt meget for hendes søns lyst til at kæmpe for livet.
 
– Det er noget med mod og vilje til at kæmpe. Fysisk træning er svært, og børnene har stor respekt for den vilje, soldaterne har til at træne trods store skader. Derudover får de mere mod til at være den man er og til at acceptere at man ser ud, som man gør, siger Margit.
 
Fakta
DIF Soldaterprojekt sætter fokus på idræt for soldater med fysiske skader og løber i en knap 3 årig projektperiode fra 1. april 2011 til 31. december 2013.
Danmarks Idræts-Forbund (DIF) har bevilget 1,8 millioner kroner til projektet, og påtager sig dermed et ansvar for at hjælpe de soldater, der har betalt en høj pris under udsendelse i internationale militære missioner. Projektet, der skal udvikle idrætstilbud til de sårede soldater, finder sted i et samarbejde mellem Dansk Militært Idrætsforbund (DMI) og Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF), der deles om resten af udgifterne til det 2,5 millioner kroner dyre projekt.