[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Camilla Frederiksen, Kommunikationsafdelingen

- Vi har haft sne i to dage, det er helt vildt. Alt er pløret her oppe, siger marinespecialist Tom Schou. Han er en af de fem faste folk på Station Nord, også kaldet fuppere, der er med til at holde stationen operativ.

- I sommerperioden har vi normalt kun en dag eller to med slud, det her er ikke almindeligt, og det betyder, at vi ikke får lavet så meget udenfor.

Hvert år får Station Nord besøg af to sommerhold fra Danmark, der hjælper med at reparere og vedligeholde stationen. En af de større opgaver i år er en renovering af taget på tømreværkstedet, hvor der både skal isoleres og lægges nyt tagpap.


Gulvet skulle også udbedres efter en vandskade.

Derudover har det første sommerhold fået sat en ekstra lysmast op, som skal hjælpe med at lyse vejene op om vinteren, hvor det er mørkt døgnet rundt.

Fast vedligeholdelse
Blandt de faste opgave er at rette de mange gamle fueltønder ind. Tønderne bliver brugt til at markerer vejene og landingsbanen, så de er til at finde om vinteren.

- Tønderne er monteret med en gul stok, som er et par meter høj, men de kan lide skade, når vi rammer dem med en tyk snestråle fra sneslyngen, eller når der kommer en kraftig storm om vinteren, forklarer Tom Schou.

Køretøjerne skal også igennem et stort eftersyn, så de er klar til den lange vinter i Grønland. Eftersynene kan godt tage flere uger, da der ofte er mange ting, der skal skiftes ud for at gøre dem vinterholdbare.

Sommerholdene
Det første af de to sommerhold landede på Station Nord i starten af juli måned, og skal retur til Danmark ved månedsskifte. Der bytter holdet nemlig plads med det andet sommerhold.

Holdene består typisk af soldater med en håndværksmæssig baggrund. Selvom besøgene betyder, at der er flere hænder til at løse opgaver på Station Nord, så giver de samtidig de faste folk mere at se til.

- Der er masser at lave, når de mange gæster kommer op. Vi keder os ikke, tvært imod giver det os en del at se til, fordi mange af dem aldrig har været her før, så skal de have hjælpe til både det ene og det andet, siger Tom med et smil.