[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Sune Wadskjær Nielsen, Forsvarskommandoen.

Aalborgs hædring af de danske udsendte ligner den i København, men i mindre målestok. Trænregimentets chef Oberst Christian Mollerup Schmidt lægger en krans ved soldatens sten ved Aalborg Garnisonsmuseum, soldaterne marcherer igennem Aalborgs centrum, biskop Henning Toft Bro holder gudstjeneste i Budolfi Kirke for deltagerne, og dagen afsluttes med reception på Rådhuset. Der er dog den forskel, at nordjyske soldater, som for nylig har været på mission, deltager i paraden i København.

- De af vores soldater, som lige er kommet hjem fra Afghanistan, skal med bus til København, forklarer Poul Henrik Nielsen fra Trænregimentet.



I paraden i Aalborg deltager omkring 200 soldater. De fleste er fra trænregimentet, men Air Transport Wing Aalborg stiller også med en æreskommando på 20-30 mand. Desuden er hjemmeværnet, beredskabsstyrelsen, politiet og de lokale soldaterforeninger med. Det er helt i tråd med flagdagens formål - at hædre alle danskere, som har været udsendt i international tjeneste. Hjemmeværnsdistrikt Nordjyllands Musikkorps og Aalborg Kanonlaug leverer underholdning og store skrald under paraden på Gammel Torv.

Se programmet her.

Aalborg Kommune har afholdt et stort flagdagsarrangement siden 2009. Også i Allerød, i Aarhus, i Ballerup, på Frederiksberg, i Vordingborg og i Korsør er der lokale arrangementer udover den store parade og reception ved Folketinget i København.

Følg med på flagdagsportalen, hvor vi løbende præsenterer programmer fra flagdagen rundt omkring i landet.