[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg Forsvarskommandoen

Fem sårede soldater fra Team Wounded Racing var onsdag aften på scenen i Cirkusbygningen i København for at modtage Den Alternative Pris ved Danish Motorsport Award. Team Wounded Racing er et racerhold for skadede veteraner.

– At vi bliver anerkendt på den her måde, betyder rigtigt meget for os. Vi har arbejdet røven ud af bukserne og knoklet løs, og det er dejligt at se, at den danske motorverden er klar til et hold som os. Det giver os ny livsenergi, og derfor skal vi bare ud på banen igen, fortalte en meget glad og stolt Team Wounded Racing kører, Michael Sørensen, lige efter at have modtaget prisen.


Holdet ved prisoverrækkelsen. Fotos: Lars Hjortkær

Team Wounded Racing blev startet i 2012, og på trods af et meget turbulent år med masser af praktiske udfordringer og smadrede biler sluttede året godt. I september kørte holdet en tredjeplads hjem i sin klasse ved den sidste afdeling af Danish Endurance Championship. I 2013 vil holdet bestå af fem soldater og køre i den samme klasse som i 2012. Holdet går hårdt efter igen at komme på podiet.

Team Wounded Racing bliver drevet af de soldater, der er med på holdet. Men det har i sit først år fået stor støtte fra den professionelle racerkører Jason Watt, der har været teamchef. Det ansvar overlader han i 2013 til soldaterne. Holdet vil dog fortsat blive støttet af Rune Oland, der er idrætskonsulent i Danmarks Idræts-Forbunds Soldaterprojekt. Soldaterprojektet er et samarbejde mellem Danmarks Idræts-Forbunds Soldaterprojekt, Dansk Handicap Idræts-Forbund og Dansk Militær Idrætsforbund.

Kilde: Dansk Handicap Idræts-Forbund