[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Sune Wadskjær Nielsen, kommunikationsafdelingen.

De store smil var fremme hos garderne, som havde parade for Hendes Majestæt Dronning Margrethe på årets varmeste dag. Garder Mads Boje Jensen havde det bredeste smil. Han fik overrakt dronningens ur efter, at han er blevet valgt til årets bedste garder af hans kammerater og overordnede. Han havde det lidt på fornemmelsen, selv om han ikke turde håbe på, at det blev ham.

- Der var mange, som sagde, at de havde stemt på mig, fortalte Mads Boje Jensen efter overrækkelsen.

-Garder Mads Boje jensen er en særdeles dygtig og vellidt garder blandt sine ligestillede, såvel som hos sine befalingsmænd. Han har altid et rigtigt godt humør på vagterne, hvilket smitter af på hans kolleger. Han har en meget professionel indstilling til tjenesten, og yder altid sit yderste for at løse opgaven så perfekt som muligt, står der indstillingen fra Den Kongelige Livgarde.


Det er Mads' mor Grethe til venstre.

Mads Boje Jensen kommer fra Ringkøbing i Vestjylland og er den yngste i en søskendeflok på fem.
- Det er utrolig flot og stort. Han er den yngste i flokken. Vi er selvfølgelig stolte af Mads. Han har altid været en god og stille kammerat, siger hans mor Grethe Boje Jensen.

Mads Boje Jensen er værnepligtig på Indkaldelseshold august 2012, der nu afslutter sin tjeneste. Af de 299 værnepligtige har 121 ansøgt om at fortsætte i forsvaret.