[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg, Forsvarskommandoens Kommunikationsafdeling

18 gange har deltagerne på det danske Invictus Games hold været på præmiepodiet ved det store sportsstævne for skadede soldater i London, der sluttede søndag aften. Flere af medaljerne er kommet i holdkonkurrencerne. Derfor har 21 af de 27 atleter på det danske hold har fået medaljer. 10 veteraner har fået mere end medalje.


Yakov Munkebo svømmer en bronzemedalje hjem i 50 meter fri på Invictus Games sidste dag. Yakov Munkebo indledte også stævnet med en medalje, da han vandt guld i spydkast på legenes første dag. Foto: Michael T. Sørensen. 

De danske atleter har fået medaljer i syv af de otte sportsgrene, hvor Danmark har stillet op. Medaljerne er vundet i atletik, bueskydning, roning, cykling, svømning, kørestolsrugby og kørestolsbasket.  De danske atleter har vundet tre guldmedaljer, fem sølvmedaljer og 10 medaljer af bronze.

-Vi har vundet 18 medaljer. Det er sportsligt en fantastisk ting, og langt over, hvad vi havde forventet. Men vi har også sat vores præg på andre gode måder. Vi er blevet berømt for at sætte stemning og for at bakke hinanden op. Alle taler positivt om det danske hold, siger kommandørkaptajn Peter Tolderlund, der er leder af den danske delegation. 


Holdet i kørestolsrugby vandt i kampen om bronzemedaljer over Australien. Flere af spillerne på holdet fik også medalje i kørestolsbasket. Foto: Michael T. Sørensen.  

Den sportslige succes ved stævnet er vigtig, fordi resultater og placeringer betyder meget for soldaterne. Men den rent sportslige del af Invictus Games er kun en del af det, som stævnet og den danske deltagelse har handlet om.

- For mig har det været stort at repræsentere Danmark. Det er jeg stolt af. Og den måde vi har drevet kammeratskabet på over hele linjen, har været fantastisk. Det har været suverænt for mig at møde nogle mennesker, som har det på samme måde som mig, og at se dem tude, fordi de er rørt, men også at se glæden, når de er blevet båret frem til en sejr, siger Lars Christian Hein Wolff, der er ramt af PTSD og har deltaget i cykelløb.

Særlig hæder til holdkaptajn
Kaptajnen for det danske hold, Maurice Manuel, vandt medaljer i spydkast, i 200 meter sprint, kørestolsbasket og kørestolsrugby. Ved afslutningsceremonien søndag aften blev han også tildelt en helt særlig hæder, som Land Rover Unconquerable Soul, for hans helt fantastiske engagement og præstationer under legene.

- Der er så mange mennesker, jeg gerne vil takke for denne fantastiske oplevelse, for at være en del af Invictus Games og for at hjælpe mig til at nå mine mål. Tak til min familie og til alle konkurrenterne for at inspirere mig og skubbe mig til at overskride mine egne forventninger, sagde Maurice Manuel i sin tak for hæderen.

Det danske hold ankommer til Københavns Lufthavn Kastrup mandag den 15. september 2014 kl. 16.40 med fly fra London Gatwick.