[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af vfk-presse@mil.dk
 
I forbindelse med en landing uden for basen er en af de danske EH101-helikoptere, der er udsendt til Afghanistan, væltet om på siden.

Besætningen har fået lettere knubs, men der er ingen alvorligt tilskadekomne. Helikopteren har omfattende skader.

De pårørende til de involverede er underrettet om hændelsen.

De nærmere omstændigheder i forbindelse med havariet er ved at blive undersøgt af Forsvarets Flyvehavarikommision. Flyvevåbnet kan derfor ikke på nuværende tidspunkt udtale sig om yderligere detaljer i forbindelse med havariet.

De danske helikoptere holder til på en base ved Mazar-e-Sharif i det nordlige Afghanistan. Bidraget skal være udsendt frem til udgangen af året.