[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Natasha Hyge Andersen, journalist, HOK

- The dynamic display is about to begin, gjalder det ud af højtalerne, der er sat op til lejligheden på den gamle flyveplads i Rukla. Sort røg og høje brag dominerer den venstre side af terrænet. Ildforberedelsen er i gang. Kampdemonstrationen er i gang.

Demonstrationen er en del af Distinguished Visitors Day (DV-day), der er arrangeret i anledning af øvelse Saber Strike. Her får blandt andet politikere, pressen og generaler et indblik i, hvordan et multinationalt angreb kan foregå. De besøgende tæller blandt andet Litauens præsident, Dalia Grybauskaitė, Litauens forsvarsminister, Juozas Olekas, forsvarsminister Nicolai Wammen, generalmajor Almanta Leika, chef for de litauiske landstyrker og generalmajor Per Ludvigsen, chefen for Hærens Operative Kommando, der alle fik en indledende briefing inden demonstrationens start.



Forvarsminster Nicolai Wammen fik en køretur i en kampvogn efter demonstrationen. Foto: Niels Brandt

Der lyder knipsen for alle sider, og kameraerne peger skiftevis ud mod kampen og op på VIP-plateauet, hvor gæsterne interesseret følger med i slaget. De kæmpende soldater på slagmarken har den seneste uge været i gang med øvelse Saber Strike i Litauen, der har bragt omkring 2000 soldater sammen, heraf små 900 danske, fra fire forskellige NATO-lande.

Uvurderlig støtte
Det er første gang, Danmark deltager i den amerikansk ledede øvelse, og forsvarsminister Nicolai Wammen sætter stor pris på det internationale samarbejde.

- Mit indtryk er, der har været et godt samarbejde mellem Danmark, Litauen og de andre lande. Under øvelsen har vi fået prøvet det danske forsvar af på en ny måde, og det er noget, vi sætter pris på, fortæller forsvarsminister Nicolai Wammen og understreger, at det er en meget vigtig øvelse for Danmark.

”Svusj” ”svusj” ”svusj” lyder det. Gæsternes og pressens øjne retter sig mod himlen, hvor fire amerikanske Black Hawk helikoptere toner frem. Chefen for Hærens Operative Kommando kigger interesseret, mens de nærmer sig jorden. Da de lander, mænger de sig blandt andet med danske og litauiske pansrede køretøjer, der understreger samarbejdet mellem landene.

- Vores medvirken i Saber Strike er et nyt skridt i et mangeårigt samarbejde med Litauen. Det er meget værdifuldt for os at føre samarbejdet videre, siger generalmajor Per Ludvigsen og påpeger, at Litauen har været meget imødekommende og givet en uvurderlig støtte til Danmark omkring øvelsen.



Generalmajor Per Ludvigsen, chef for Hærens Operative Kommando, er tilfreds med den danske deltagelse i øvelsen. Her taler han med brigadegeneral Jens Garly, chef for 2. Brigade. Foto: Morten Fredslund

Vi har lært og genlært
De amerikanske soldater myldrer ud af helikopterne og barrikaderer sig i en forladt bygning, mens en dyne af hvid røg slører dem.

Hele vejen rundt omkring flyvepladsen er der gang i kampen. Soldaterne er rutinerede, for i øvelsen har de skiftevis angrebet og forsvaret. Teknikker er blevet lært og genopfrisket, og erfaringer er blevet delt mellem soldaterne. Samlet set er generalmajor Per Ludvigsen tilfreds med den danske deltagelse.

- Dette har været en god øvelse for os, hvor vi har lært og genlært en masse, slutter chefen for Hærens Operative Kommando.

”Svusj” ”svusj” ”svusj”. Helikopterne er tilbage. De amerikanske soldater har fanget fjenden, og ligeså hurtigt som de kom ud, forsvinder de alle ind i helikopterne igen. Kampen er vundet.

Besøg hærens særlige website om Saber Strike.