[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg, Kommunikationsafdelingen

Dunk, dunk, klik, klik og mere dunk. Lyden af en tung basketball, der dribles over gulvet, blander sig med lyden af lette kørestole, der støder sammen.

Gymnastiksalen på garderkasernen i Høvelte lagde i weekenden gulv til træningen for de skadede veteraner, der udgør det basketball-hold, der til september skal repræsentere Forsvaret og Danmark ved Invictus Games i London.


Koncentration på basketholdet, selv om bolden ikke er i nærheden. Spillerne træner en del uden bold for at øve bevægelsesmønstre. Foto: Yakov Munkebo

Træningen var en del af den første af to træningslejre for hele det danske hold til efteråret store internationale sportsstævne for skadede soldater. Derfor blev der også spillet gulvvolley i gymnastiksalen, trænet roning og atletik andre steder på kasernen, cyklet på de omkringliggende landeveje, svømmet i Farum og skudt med bue og pile i Grøndalscenteret.

- Det har været fedt. Det er godt at være samlet og få prøvet sportsgrene af og få lidt mere styr på reglerne. De er også vigtigt socialt, at atleterne har mødt hinanden rigtigt. Og så har der været masser af god træning. Der er mange, der har lange arme i dag, siger Nicklas Bjaaland, der er holdleder for det danske hold

- Der har været gas på fra tidlige morgen til sen eftermiddag, og jeg kan i hvert fald mærke, at vi har været i gang siden i går, fortæller Maurice Manuel, mens han prøver at vænne sig til en helt ny løbeprotese og samtidig forsøger at få styr på teknikken i spydkast.


Bandagist Brian Lousdal justerer Maurice Manuels nye løbeprotese.  Foto: Yakov Munkebo

Ved siden af atletikken skal Maurice Manuel også spille basket, der er en af de tre holdsportsgrene, der er med på programmet i London. Gulvvolley kan soldaterne kun øve sig i på træningssamlingerne, og kørestolsrugby når de slet ikke at træne, inden de ankommer til London, fordi holdet ikke har mulighed for at låne de særlige stole, der skal bruges. Basketballholdet er til gengæld godt. Maurice og to af de andre spiller også i klubregi, mens yderligere to har spillet basket, inden de kom til skade.

- Basket er den sport, hvor vi har en lille chance. I de andre holdsportsgrene får vi bank, forudsiger Rune Oland, der er sportslig ansvarlig for det det danske hold, og som siden, det danske hold var samlet første gang i maj, har kæmpet for at skaffe trænere til alle de danske atleter.


Gulvvolley er en af tre holdsportsgrene på programmet ved Invictus Games. Det danske hold når kun at træne sammen ved to træningssamlinger, men deltager ud fra meet and compeet princippet. Foto: Nicklas Bjaaland.

Invictus Games bliver både konkurrence på højt niveau for atleter, der træner på eliteniveau og "meet and compete" for alle de andre. De danske atleter har lovet både sig selv og hinanden, at de vil træne hårdt og målrettet. Men i London kommer danskerne til at konkurrere mod andre veteraner fra blandt andet USA og Storbritannien, der træner stort set på fuld tid og har gjort det længe. Derfor er der heller ikke de helt store forventninger om medaljer i den danske lejr

- Jeg er bare glad for at være med. Jeg smider alt, hvad jeg kan i det, for at forberede mig, men jeg forventer ikke, at jeg kommer hjem med medaljer, siger Maurice Manuel.

Det danske hold, der lige nu er på 28 atleter, mødes næste gang til træningslejr i august. Det bliver på Fyn.