[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Sune Wadskjær Nielsen, VFK Kommunikationssektionen.

Omkring 150 har deltaget i Forsvarets fotokokurrence på Facebook, hvor man skulle indsende sit bedste billede fra værnepligten. Rasmus Refsgaard har deltaget med et foto taget af Kee Nørgaard Frandsen, hvor han hviler sig under en kort pause, mens han er på rextur som værnepligtig ved Gardehusarregimentet i september 2013.


Den sovende soldat midt i billedet er Rasmus Refsgaard - vinderen af fotokonkurrencen på Forsvarets Facebook. Fotoet er taget af Kee Nørgaard Frandsen fra Gardehusarregimentet.  

Den anerkendte reportagefotograf Jan Grarup, der er kendt for sine billeder fra verdens brændpunkter, har været overdommer i konkurrencen. Han siger om billedet:

- Det er et meget smukt komponeret billede, som viser en del af den virkelighed, som soldater går igennem. Et billede der fortæller om udfordringerne og trætheden oser ud af billedet. Det er et billede, der har de kvaliteter, der gør, at også mennesker udenfor Forsvaret kan se, at det at være soldat er mere end bare at trække i uniform, men også en dannelse og en måde at udvikle sig på som menneske. Et helt igennem flot og stærkt og ærligt billede.

Rasmus Refsgaard, der havde husarnavnet menig Stege, er begejstret over for sejren i konkurrencen.

- Jeg er superglad. Det er superlækkert, siger han.

Han kan nu se frem til en dag med panserbataljonen, som er fotokonkurrencens præmie. Også fotografen Kee Nørgaard Frandsen fra Gardehusarregimentet er tilfreds med, at det var et af hans foto, der gik af med sejren.

- Jeg er stolt over, at det var et af mine billeder, der vandt, siger han.

På disse links kan du se nogle af de andre fotos fra konkurrencen. 

https://www.facebook.com/media/set/?set=a.10152665201869807.1073741905.143039694806&type=1 
https://www.facebook.com/media/set/?set=a.10152645699809807.1073741902.143039694806&type=3