[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]



Af Lars Bøgh Vinther, Kommunikationsafdelingen

Helle Olsen og Uri Golman har sat fem år af til at fotografere dyre- og planteliv i klodens ødeste og ubeboede egne.  Det var derfor nærmest en gave at få lov at sejle med inspektionsfartøjet Knud Rasmussen på det årlige sommertogt til farvandene nord for Thule Air Base.

Fra universitetet i København har Helle Olsen en uddannelse som arkæolog, og i Sydafrika har hun suppleret med uddannelse og job som ranger.  Erfaringer som var nyttige for de to naturfotografer, når de blev efterladt med telt og riffel på land for at komme tæt på dyrelivet.
 
Selv om en isbjørnefamilie kan inspirere nok så meget til krammeinstinktet, så er en skarpladt riffel obligatorisk til selvforsvar, hvis bamserne er for sultne og nærgående.



Det var dog til søs på Knud Rasmussen, fotograferne traf isbjørne.

- Den oplevelse, der nok gjorde mest indtryk, var mødet med en isbjørn med to unger, fortæller Uri Golman.

- De var på ingen måde skræmte på deres isflage. Selv om vi sejlede tæt på og rundt om, fulgte de enten nysgerrige med eller lagde sig til at sove.  Og den tørre luft betød, at billederne af isbjørnene blev helt skarpe.

Heldigvis filmede Helle og Uri også under togtet.  Se den lille isbjørnefamilie og hør om turen på videoen her: