[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]



Af Lars Bøgh Vinther, Kommunikationsafdelingen

Næsten 2000 soldater var samlet i Oksbøl, hvor tre enheder øvede samtidig, koordineret af 1. Brigade. Den største danske øvelse i 10 år afspejler den nye realitet for hæren: Afghanistanbidraget bliver mindre, mens et fleksibelt beredskab vokser.

2. lette Opklaring fra Bornholm deltog i form af NRF 14, Danmarks bidrag til NATOs udrykningsstyrke. Reaktionsstyrke Kampgruppen er den nye nationale styrke. Næsten 900 soldater skal være klar 1. februar til udsendelse til en bred vifte af scenarier. Og endelig fik ISAF 17, Danmarks næste hold i Afghanistan, en sidste test inden udsendelsen om to uger.

1. Brigade med brigadegeneral Per Oluf Knudsen i spidsen, stod bag øvelsen for alle tre enheder. Som mentorer og kontrollanter sørgede ISAF 15 for at friske erfaringer fra Helmand blev delt. Højeste prioritet var at gøre ISAF 17 klar til udsendelse.



Se video fra øvelsen.