[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Kommunikationsafdelingen / foto Palle Hvirvelkær

Da general Peter Bartram for nylig besøgte Afghanistan sammen med forsvarets operative chefer, blev VIPerne fulgt tæt under hele opholdet af specialtrænede livvagter fra Militærpolitiet.

Sikkerhedsforholdene i Afghanistan foreskriver, at VIPer helst skal transporteres med helikopter eller fly. Og sådan var det også under de operative chefers besøg. Selv korte afstande i Kabul blev tilbagelagt i luften.
 
Men trods den høje sikkerhed forblev livvagterne ved generalernes side. VIPerne risikerede jo pludselig at skulle bevæge sig på jorden gennem byen.

For det tilfældes skyld at det var blevet nødvendigt at køre gennem Kabul, var livvagtsenheden også klar med et kørehold som i pansrede Land Cruisere kunne bringe VIPerne sikkert frem.



De 18 MPere i livvagtsenheden rejser ud til de konkrete besøgssteder før VIPernes ankomst, og arbejdet er først færdigt, når gæsterne atter sidder i et flysæde på vej hjem.