[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]



Af Lars Bøgh Vinther  /  Foto, Henning Skree, Flyvevåbnet


Årets Northern Falcon er vel overstået, og dette års helt specielle last af brændstoftanke, cement og olie blev leveret som planlagt.

- Vi regner normalt med at få aflyst en flyvning om ugen på grund af Grønlands ekstreme klima, denne gang gennemførte vi dog 14 af de 17 flyvninger med det ukrainske Iljushin 76. Og vi havde endda kun en enkelt besætning mod normalt to, fortæller lederen af årets operation, major Per Jensen.

Ikke mindst de 9 store brændstoftanke til hver 50 M3, 3 på 30 m3 og flere mindre gav udfordringer. Nedenfor står tankene linede op på apron på Station Nord. 



 
De blev sejlet til verdens nordligste dybvandshavn på Thule Airbase i sommers. Fra udetemperaturer på mellem 25 og 45 frostgrader skulle de så ind i flyene på Thule, flyves de tre timers vej til Nord, og løftes ud af de lokale fupper.  Intet gik galt, og sideløbende lykkedes det at flyve 17 store "big-bags" med hver 1.500 kg cement, samt 358.000 liter olie.



Under operationen kom et dansk Hercules fly på besøg. I gamle dage var det Hercules som fløj månedlang pendulfart mellem Thule og Nord, men denne gang medbragte flyet en delegation med forsvarschef Peter Bartram i spidsen.