[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af: Pernille Kroer
Foto: Absalon

Mødet mellem HDMS Absalon og ARC 7 De Agosto, der fandt sted i rammen af NATOs antipirateri operation Ocean Shield, bød på gensidig træning og udveksling af erfaringer med antipirateri operationer.

Blandt andet landede helikopteren fra ARC 7 De Agosto på Absalons helikopterdæk og vice versa, mens en gruppe colombianske specialoperationsstyrker ankom ad vandvejen og rappellede op ad Absalons skibsside.

Dagen blev også brugt til flere replenishment-at-sea-øvelser, hvor begge skibe trænede i at sejle tæt på hinanden.

Chef på Absalon, kommandørkaptajn Per Moll Petersen (t.v.) blev hjerteligt modtaget af skibschefen om bord på ARC 7 De Agosto.


Global indsats
Chef på Absalon, kommandørkaptajn Per Moll Petersen siger om mødet med det colombianske flådeskib:

- Mødet og træningen med ARC 7 De Agosto sætter vores indsats mod pirateri i perspektiv. Det er ikke kun NATO og Danmark, der gør en indsats. Problemet har global bevågenhed, og Colombias deltagelse viser en vilje til at se ud over egne territoriale farvande og gøre en indsats på den globale scene. Det fortjener stor anerkendelse. Vi vil ikke tillade en genopblussen af pirateri i området.

ARC 7 De Agosto støtter i øjeblikket NATO Task Force 508 i Operation Ocean Shield og har tidligere støttet EU NAVFOR Task Force 465.


ARC 7 De Agosto støtter i øjeblikket NATO Task Force 508 i Operation Ocean Shield.