[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg, Værnsfælles Forsvarskommando

Veteranerne over det meste af Danmark bliver i år fejret ved lokale arrangementer på flagdagen den 5. september. 65 af landets 98 kommuner har ind til nu anmeldt arrangementer til organisationen Folk & Sikkerhed, der har en samlet oversigt over arrangementerne på organisationens hjemmeside. Flagdagen for Danmarks Udsendte markeres i år for syvende gang.


De Blå Baretter med faner på Kastellet på flagdagen i 2011. Foto: Sara Skytte.

Den store kommunale opbakning glæder Niels Hartvig Andersen, der er formand for De Blå Baretter.

-Det synes jeg rigtig godt om. Vi har en vision om, at alle kommuner i løbet af de næste tre-fire år viser deres anerkendelse for veteranerne ved at lave arrangementer på flagdagen. Enten selvstændigt eller i samarbejde med nabokommuner, siger Niels Hartvig Andersen. Niels Hartvig Andersen fortæller videre, at de 65 kommuner kun er et foreløbigt antal, for han ved, at der er flere kommuner, der har arrangementer i år.

For at få flere kommunerne til at lave arrangementer på flagdagen, har de Blå Baretter flere gange hjulpet kommunerne med at komme i gang. De har hjulpet kommuner med at skrive indbydelse til de lokale veteraner og med praktiske ting som at få indbydelserne til de lokale veteraner pakket i kuverter og sendt ud. De har også hjulpet kommuner uden særlig forbindelse til forsvaret med at lave programmer, så arrangementerne får et passende militært indhold.

-Vores udfordring er, at vi kun har 19 faner, så vi kan ikke være over det hele. Men heldigvis har vi et godt samarbejde med soldater- og marineforeningerne, og med Forsvaret omkring transport til og fra København, så vi skal nok sørger for, at der er faner over hele landet, lover Niels Hartvig Andersen.