[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

VFK, Hærstaben

Søndag morgen kl. 05:47 lokal tid, sprang en bombe i umiddelbar nærhed af Hamid Kazai International Airports militære installation. På installationen opholder der sig internationale koalitionsstyrker, herunder danske soldater, som løser en række militærfaglige støtteopgaver.

Bomben var placeret på ladet af en lastbil, som kørte 50 meter fra lejrens hegn, da den eksploderede. Eksplosionen forårsagede store skader på en nærliggende tankstation og dræbte angiveligt to civile afghanere, der opholdt sig uden for den militære installation. Bomben kastede endvidere fragmenter ind i den militære installation, som forårsagede mindre skader på bygninger og køretøjer, men intet militært personel kom alvorligt til skade.

Alle danske soldater er uskadte og i god behold. Hensigten og bagmændene er for nuværende uafklaret, men selve hændelsen er i færd med at blive undersøgt af eksperter. På trods af den bratte opvågning tog alle danskere hændelsen med ophøjet ro og alle procedurer blev fulgt, hvilket betød at dagens rutiner kort tid efter blev genoptaget.