[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Tekst og foto af Kim Vibe Michelsen

- Jaarh,brølede René Kristiansen, da træneren med tre fingre vejret viste ham, hvilken placering han havde fået. Der var nemlig spænding på drengen til det sidste i 300 m riffel skydning, og det var først inden for de sidste 30 sekunder af allersidste skydning, at René kunne være sikker på sin placering under det miltære OL i Sydkorea.


Rene Kristiansen jubler over sin tredjeplads.


Han begyndte dagen som nummer fire, og efter første omgang med knælende skydestilling, var han røget ned på en syvende plads. Efter anden omgang i liggende skydestilling genvandt han dog sin placering, men det var først i tredje og sidste omgang med stående skydestilling, at René kunne se medaljedrømmen nærme sig virkelighed. Kun én x10´er skilte 2. og 3. pladsen og kun 2 point skilte 1. og 3. pladsen. Så det var både tæt og nervepirrende for deltagere og tilskuere.

- Det her er så vigtigt for mig. Jeg har trænet med landsholdet siden 2008, og det er en drøm, der går i opfyldelse, siger en tydeligt bevæget René Kristiansen.


Korporal René Kristiansen er bidt af en gal riffel og har skudt siden 1995. Udover den nuværende bronzemedalje i 300 m. riffel er han også indehaver af guldet fra Nordisk mesterskab, der blev afholdt i Danmark tidligere i år. Ved sidste militære OL i Rio fik han sølv i samme disciplin.

Under hurtigskydning med riffel skyder skytterne 20 skud hver på tid fra henholdsvis liggende, knælende og stående skydestilling. De har i alt fire minutter i hver skydestilling til at få sat projektilerne i plet.

CISM World Games i Sydkorea, hvor militære landshold med godt 4.500 atleter fra 120 nationer dyster i både civile og militære sportsdiscipliner, fortsætter frem til søndag.