[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Sune Wadskjær Nielsen, Værnsfælles Forsvarskommando

I dag besøger det første hold unge det spritnye rekrutteringscenter i Høvelte. Indvielsen foregik i går, hvor vicedirektør i Forsvarets Personalestyrelse, Pernille Reuter Eriksen, klippede snoren over til de nye lokaler. Lederen for Rekrutteringscenter Høvelte, kaptajn Kenneth Straarup, er glad for, at han nu kan vise sine gæster en hel moderne præsentation af Forsvaret.

- Det, der betyder mest er, at det er et tidssvarende billede af Forsvaret. Forsvarets Dag foregår ikke længere i en bygning med 75 år på bagen. Samtidig er det grafiske udtryk helt moderne og giver de unge det rigtige billede, som er i trit med tiden og hvor man kan se at Forsvaret er for alle uanset køn, etnicitet eller religiøs bagrund, siger han.



Unge mænd venter på Rekrutteringscenter Høvelte. De kan blive de næste års værnepligtige. Foto: Knud Mortensen.

Med indvielsen af rekrutteringscenter Høvelte har alle Forsvarets rekrutteringscentre fået et ansigtsløft. Centrene i Fredericia, Slagelse, Aalborg og Herning har været igennem samme tur.

Forsvarets Dag blev indført i 2005, hvor værnepligtstiden for de flestes vedkommende blev kortet ned til fire måneder. Alle unge – mænd såvel som kvinder - bliver inviteret eller indkaldt til Forsvarets Dag, så det er her, hvor mange fremtidige soldater tager deres første skridt mod en karriere i Forsvaret.


Foto: Knud Mortensen.

På Forsvarets Uddannelsers Youtubekanal kan du få et indtryk af de billeder, som de unge kan se på Rekrutteringscentrene.