[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Sune Wadskjær Nielsen, Værnsfælles Forsvarskommando

25. september var der skiftedag på USA’s øverste militære post - Chairman of The Joint Chiefs of Staff. General Joseph F. Dunford Jr. tiltrådte den meget betydningsfulde stilling i verdens største væbnede styrker, hvor han afløser General Martin Dempsey, der i fire år har været Barack Obamas militære rådgiver. For Forsvarschefen var det vigtigt at være til stede ved generalens indsættelse og møde sin nye kollega i USA. Danske soldater opererer og træner meget ofte sammen med amerikanske enheder. I øjeblikket gælder det navnlig kampen mod ISIL, hvor Danmark bidrager til den amerikansk ledede operation mod terrorbevægelsen.


Den nye Chairman of The Joint Chiefs of Staff General Joseph F. Dunford Jr. Foto: Petty Officer 2nd Class Dominique A. Pineiro.

- USA er en vigtig samarbejdspartner for Danmark. Derfor har det også været prioriteret at deltage i denne ceremoni – både for at takke afgående forsvarschef, General M. Dempsey, men også for at lykønske tiltrædende forsvarschef, General Joseph F. Dunford  Jr., som jeg kender fra Afghanistan, udtaler Forsvarschefen general Peter Bartram.

General Joseph F. Dunford Jr. har en baggrund i U.S. Marine Corps og har bl.a. været chef for de amerikanske og internationale styrker i Afghanistan 2013-14.
- Mit indtryk af General J. Dunford er meget positiv, og han er særdeles respekteret i militære kredse. Jeg glæder mig til vores fremtidige samarbejde, siger Forsvarschefen, som fik lejlighed til kort at udveksle nogle ord med den nye Chairman of The Joint Chiefs of Staff.


Præsident Barack Obama takker den afgående Chairman of the Joint Chiefs of Staff. Foto: Petty Officer 2nd Class Dominique A. Pineiro.

Overdragelsen af ansvaret for denne toppost i det amerikanske forsvar blev markeret ved en stor parade i staten Virginia og blev overværet af præsident Barack Obama. Både præsidenten og forsvarsministeren Ash Carter, holdt tale ved ceremonien og takkede general Martin Dempsey for sin indsats som præsidentens rådgiver. Martin Dempsey var for nylig på afskedsturné i Europa, hvor han lagde vejen forbi Danmark, hvilket er et bevis på de gode danske militære relationer med USA, som Forsvarschefen håber vil fortsætte med Joseph F. Dunford Jr.


Øvelse Brave Lion i Oksbøl i juni 2015, hvor soldater fra US 2nd Cavary Regiment deltog sammen med soldater fra Hærens Reaktionskampgruppe. Foto Kim Vibe Michelsen.