[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg, Værnsfælles Forsvarskommando

Mere end 27.000 af de omkring 30.000 veteraner, der er berettigede til at modtage Forsvarets Medalje for Internationale Tjeneste 1948–2009 har valgt at få medaljen tilsendt med posten. Det er derfor, at der er travlt i pakkeriet i Hjemmeværnets bygning i Kalbyris ved Næstved. 45 medlemmer af De Blå Baretter fra foreninger på primært det sydlige Sjælland og Lolland-Falster har meldt sig frivilligt til den store pakkeopgave.

- Vi stiller gerne op, så vi ikke kun er nogle gamle sure mænd og koner, men også kan lave noget ud over at stå til parader. Det er en god måde at hjælpe Forsvaret og veteranerne på, siger Niels Hartvig Andersen, der er formand for De Blå Baretter.



Selve udsendelsen af medaljerne begynder i uge 50. Forsvarsministeriets Personalestyrelse, der har ansvaret for at sende medaljerne ud, regner med, at omkring 12.000 veteraner får deres medaljer med posten inden nytår. Men Forsvaret modtager først de sidste omkring 15.000 medaljer fra leverandøren i 2016, og de medaljer bliver så herefter sendt ud til modtagerne.

- Forventningen er, at de 27.000 medaljer, som vi sender med post, er fremme ved modtagerne inden udgangen af januar, siger chefsergent Jan Schou Ellekilde fra Forsvarsministeriets Personalestyrelse.

Status for januar
Medaljerne sendes ud til veteranerne i CPR-orden. Det betyder, at veteraner, der er født fra den 01. til den 15. i en måned gerne skulle have modtaget deres medalje i løbet af december – mens veteraner, der er født fra den 16. til den 31. i en måned, vil modtage deres medalje i slutningen januar.

Øvrige veteraner, eksempelvis veteraner, der har søgt om medaljen på internettet, samt ansøgere, der har søgt om medaljen på vegne af afdøde veteraner, modtager medaljer i slutningen af februar.

Parader
Paraderne for de veteraner, der ønsker at få overrakt deres medalje personligt begynder i 2016, hvor der er medaljeparader rundt omkring på Forsvarets tjenester. Læs mere om Forsvarets Medalje for Internationale Tjeneste 1948-2009 og om paraderne her.