[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Værnsfælles Forsvarskommando


Her ses folkene, nye som gamle, stå til morgenappel. Danmark er i øvrig rigtigt fint repræsenteret i Hamid Karzai International Airport, mens der er overdragelse. (Foto: RS Hold 3)

I sidste uge landede et fly fra Kastrup i den militære del af lufthavnen i Kabul. De danske terminal-folk gik straks i gang med at losse bagage, og kort efter kunne soldaterne fra Resolute Support Hold 3 gå fra borde i deres nye missionsområde.

For mange var det en speciel fornemmelse at stå i Afghanistan i 20 graders varme klokken fem om morgenen. Lugten af storby er meget anderledes i Kabul. Dog ikke mere speciel, end at man kan vænne sig til den, og soldaterne blev med det samme indkvarteret på det udgående holds værelser i Hamid Karzai International Airport.

Efter nogle timers hvil gik overdragelsen så småt i gang for de trætte soldater:

- Folk dukkede op med sovemærker i hovedet, men det var der ingen, der så skævt til. Det havde været nogle lange døgn med mange nye indtryk, fortæller kaptajn Christian, der er presseofficer på Hold 3.

Overdragelsen gik smidigt, men den første uge har også båret præg af, at der er sket en række blodige angreb ude i byen.

- Det er hændelser, der som udgangspunkt ikke har noget med os at gøre her i lufthavnen, ud over at en række sårede amerikanere blev fløjet ind til det hospital, vi har her i lufthavnen. Men vi ved jo alle, at det er virkeligheden hernede, siger Christian.


Her taler udgående chef til udgående hold til højre og det nye hold til venstre. (Foto: RS Hold 3)

Fredag eftermiddag fik Det Danske Element fint besøg. Souschefen fra den danske ambassade, forsvarsattacheen og den øverstkommanderende for de danske styrker i hele Afghanistan, Brigadegeneral HC Enevold, mødte nemlig op til den officielle markering af vagtskiftet mellem Hold 2 og Hold 3. Men det er ikke kun i lufthavnen, soldater er blevet afløst. Der er danske soldater flere forskellige steder i Kabul.

I et hovedkvarter i byen har fire soldater afløst fire andre, som det sidste halve år har varetaget sikkerheden omkring en højtrangerende officer.
Derudover har en ny deling spejdere fra Bornholm overtaget ansvaret for eskorte og sikring. De danske mentorer til Afghanistans ministerier og skoler er også ankommet og har afløst de siddende mentorer. Mentorerne er officerer med rang af major og oberstløjtnant, og de har baggrund i både Søværnet, Flyvevåbnet og Hæren.


Økonomen Nikolaj (tv.) hilser på en amerikansk kollega i missionens hovedkvarter. Nikolaj skal arbejde med budgettering for det afghanske forsvarsministerium. (Foto: RS Hold 3)