[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Kim Vibe Michelsen

Værtsnationen, Sydkorea, lagde fredag godt ud med en storslået åbningsceremoni med overflyvninger af jagerfly, den traditionelle indmarch, lokale danse og ikke mindst et fyrværkerishow, som man kun ser det i østen. Som en speciel gimmick havde værterne også fået Koreas mest populære pigegruppe – dem der danser for Psy i Gangnam style- til at lave et dansenummer, som de deltagende soldater skulle øve sig på inden ceremonien.



I det hele taget er det et kæmpe setup. Deltagerne bor i tre atletiske landsbyer, der er bygget til lejligheden med egne restauranter, posthuse, caféer, frisørsaloner mv. Nogle bor i kæmpe trailerparker, mens andre bor i eksisterende bygninger. 110 nationer under samme tag stiller også store krav til sikkerheden. Ingen kommer ind i byerne uden konkurrence ID kort, og der er skanningsanlæg til tasker – ikke bare ved indgangene, men også når atleterne bevæger sig fra deres indkvartering og til frokost.

Danmark forsvarende verdensmestre
Danmark stiller seks forskellige landshold i disciplinerne, militær femkamp, marine femkamp, orienteringsløb, skydning, sejlads og faldskærmsudspring. Og der er håb om medaljer. Danmark er på nuværende tidspunkt forsvarende verdensmestre i skydning, og har også adskillige verdensrekorder med i baggagen, eksempelvis i forhindringsbaneløb.



For første gang i de militære World Games historie er der også konkurrencer for paraatleter– sårede soldater kan her konkurrere imod hinanden i mange forskellige idrætsgrene. Danmark stiller også et hold, der blandt andet deltager i løb og bueskydning.

Med det officielle navn International Military Sports Council World Games er det det sjette af slagsen. Sidste gang var i Rio De Janeiro i 2011, og det bliver også i Rio næste gang. Udover sportsudøvelse er formålet som med OL at arbejde for fred og sikkerhed i verden gennem sporten. Legene kører frem til 12 oktober.