[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]



Værnsfælles Forsvarskommando

Det drejer sig om cirka 77 kubikmeter flybrændstof, der er løbet ud af et anlæg i det nordøstlige tankområde på flyvestationen. Ulykken blev opdaget kort efter klokken 19 mandag aften.

Medarbejdere på flyvestationen reagerede hurtigt og tilkaldte assistance fra Brand- og Redning på Flyvestationen. Herefter blev der tilkaldt assistance fra det civile beredskab i Sønderjylland og fra Beredskabsstyrelsen. Siden har et antal køretøjer, blandt andet  slamsugere og gravemaskiner, arbejdet på at begrænse forureningen. I alt har otte køretøjer været indsat.



Arbejdet fortsætter
I løbet af aftenen og natten er der blevet suget brændstof op, og flere steder har det været nødvendigt at fjerne jordlag. Den forurenede jord er blevet transporteret til en opsamlingsplads, hvor det afventer yderligere behandling.
- Vi arbejder nu målrettet på at begrænse forureningen. Vi kan endnu ikke sige, hvornår oprydningsarbejdet er slut, men vi fortsætter selvfølgelig til opgaven er løst, og brændstoffet er fjernet, siger oberstløjtnant Jan Nyman Nielsen, der er chef for logistik på Flyvestation Skrydstrup.

Årsagen til udslippet er endnu ikke klarlagt, men det undersøges nu.

Se flere fotos fra oprydningen efter udslippet her.