[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Værnsfælles Forsvarskommando

Forsvarschefens repræsentant i internationale reservesammenhænge, oberst Christian Herskind, er med i et panel af rådgivere, som støtter Georgien med at omdanne sit forsvar. Obersten er netop vendt hjem fra hovedstaden Tblisi, hvor den internationale rådgivning havde stor mediebevågenhed.



Seks lande er med i panelet som rådgivere under omdannelsen af det Georgiske forsvar. Udover Danmark er det Storbritannien, Ungarn, USA, Tjekkiet og Tyskland.

- Georgien ønsker fortsat at have sin nuværende mindre men professionelle hær, og dertil mobiliseringsstyrke, som hurtigt skal kunne forstærke hæren i en krisesituation, kombineret med en reservestyrke på rådighedskontrakt. Georgiens hjemmeværn, National Guard skal også spille en rolle, fortæller Christian Herskind.

Under besøget udarbejdede rådgiverne i samarbejde med lokale kræfter en færdig ramme for, hvordan fremtidens forsvar skal organiseres uden værnepligt. Det er nu op til det georgiske forsvar og regering at godkende det endelige design, hvorefter det internationale panel får til opgave at monitorere processen.