[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Thorbjørn Forsberg / Værnsfælles Forsvarskommando


Prinsens Musikkorps under ledelse af Howard Snell skaber sammen med domorganist Ejner Nielsen de musikalske rammer, når  Flyvevåbnets fødselsdagskoncert løber af stablen i Viborg Domkirke lørdag den 1. oktober. Koncerten begynder klokken 15.00, og der er gratis adgang.

 

Inden da vil chefen for Flyverstaben, generalmajor M.A.L.T. Nielsen, lægge en krans ved mindestenen for de, der har mistet livet i Flyvevåbnets tjeneste klokken 14.30. Mindestenen står på sydsiden af Viborg Domkirke. Koncertgæsterne er også velkomne til at deltage ved kransenedlæggelsen og derefter tage plads i kirken til koncerten.



 

Flyvevåbnet blev oprettet i 1950

Flyvevåbnet som selvstændigt værn blev oprettet den 1. oktober 1950. Det skete på baggrund af den holdningsændring, der efter krigen havde indfundet sig ved både Hæren - som havde Hærens Flyvertropper underlagt - og Søværnet, hvis tilsvarende enhed hed Søværnets Flyvevæsen.

 

Der herskede dog ikke enighed om, hvorledes man skulle komme fra den delte ordning til et selvstændigt værn på linje med Hæren og Søværnet, men man nedsatte ”Forsvarskommissionen af 1946”, som 15. april 1950 afgav en delbetænkning. Dermed var der omsider tilvejebragt et politisk beslutningsgrundlag, der kunne lede frem til Folketingets behandling og vedtagelse af ”Lov Nr. 242 om Forsvarets Ordning”. Denne lov - vedtaget 27. maj 1950 - udgør det formelle grundlag for Flyvevåbnets oprettelse 1. oktober 1950 som et selvstændigt værn.

 

Læs mere om Flyvevåbnets historie.