[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Værnsfælles Forsvarskommando

- Det er en glædelig dag. Jeg er glad for, at vi nu har en politisk beslutning om indkøb af 27 F-35 Joint strike Fighter- kampfly. Jeg mener, at det her er det rigtige valg for Forsvaret og for Danmark, siger Forsvarschef, general Peter Bartram, efter forligskredsen torsdag tog beslutning om typevalg og antal af nye kampfly til Forsvaret.

Glæden over den politiske beslutning deles af chefen for Flyverstaben:

- Med F-35 Joint Strike Fighter får vi et femtegenerations kampfly, der kan løfte Forsvaret og Flyvevåbenet op i en ny vægtklasse, siger chefen for Flyverstaben, generalmajor MALT Nielsen.



Lang forberedelse
Det forventes, at de første nye kampfly kommer til Danmark i 2022. Det betyder, at Forsvaret har seks år til at forberede Flyvevåbnet til det nye isenkram.

- Vi skal have det bedste ud af de sidste år med vores F-16-fly, samtidig med vi allerede nu går i gang med at forberede, at F-35 kan overtage, siger Forsvarschef, general Peter Bartram.
Det er for tidligt i forløbet for Forsvaret at gisne om nybyggeri og uddannelse samt om, hvilke konsekvenser den nye aftale eventuelt får for piloter og teknikere.

- Nu skal vi bruge den næste tid på at få alle disse ting på plads. Det kommer til at foregå i tæt samarbejde med vores samarbejdspartnere i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Forsvarsministeriets Etablissementsstyrelse, CS, HOD og HKKF. Det er et stort arbejde, der ligger foran os, men det bliver spændende, siger MALT Nielsen.

Finansieres indenfor budgettet
Finansieringen af de nye kampfly kommer til at ligge indenfor Forsvarets nuværende økonomiske ramme, og det kommer til at betyde en række år med færre, større nyindkøb. Forsvarschefen er bevidst om, at det kommer til at betyde udfordringer for hele Forsvaret, men han mener, at de seneste års indkøb har forberedt vejen.

- Vi har i de seneste år brugt ressourcer på at opgradere flere dele af forsvaret. Der er blandt andet blevet indkøbt nye pansrede mandskabsvogne, nye maritime helikoptere og fregatter. Nu er tiden kommet til Flyvevåbnet. Det bliver en udfordrende periode, men det er vi forberedt på, siger Peter Bartram.

Læs mere om den politiske beslutning på forsvarsministeriets hjemmeside