[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]


Elevator Booster Packen (i højre side af billedet) er blevet udskiftet og Hercules-flyet er klar til testflyvning. Foto: Jens Vinther, ATW


Af Morten Just Brandstrup, Værnsfælles Forsvarskommando


Da seniorsergent Dorthe en lørdag morgen mødte ind til sit arbejde ved Air Transport Wing i Aalborg, var der nok at tage fat på. En hydraulikfejl på et Hercules-fly tilhørende bidraget i Kuwait krævede nemlig hurtig handling. Teknikere på flyvestationen var allerede i gang med at udbedre problemet, der var blevet rapporteret ind sent fredag aften, og nu ventede der Dorthe en travl dag.

Dorthe sidder i SIT-rummet, som er de udstationeredes kontaktpunkt i Danmark, og herfra skulle hun dagen igennem sørge for at koordinere samarbejdet mellem de mange parter i Danmark og i missionsområdet.

- Jeg fik fat i JMTO (Joint Movement and Transportation Organisation) som kunne fortælle, at de havde en flyvning til Irak fra Karup samme dag, hvor de godt kunne få plads til reservedelen.


Reservedelen blev afmonteret en Hercules i Danmark og kom via Irak hurtigt til basen i Kuwait. Foto: Jens Vinther, ATW

Slid førte til fejl
Fejlen lå i flyets Elevator Booster Pack, som er med til at styre flyets højderor ved at overføre de styreinputs, der kommer fra piloterne eller autopiloten.  En pakdåse  var blevet utæt.
Det er en forholdsvis almindelig fejl, der simpelt hen skyldes slitage.

Da Elevator Booster Pack ikke er en reservedel, man havde liggende, blev det besluttet, at den skulle afmonteres et andet Hercules-fly, der allerede var i Aalborg. Da den var blevet det, blev reservedelen pakket og kørt til Karup, hvorfra den blev fløjet til Irak og videre til det strandede fly i Kuwait.

Reservedelen var dog ikke alene om at skulle til Kuwait.

- Vi måtte have fat i en pilot herhjemme i Danmark, som kunne tage med til Kuwait og teste Hercules-flyet. Efter sådan en reparation skal flyet testflyves og det er der ganske få piloter, der kan. Heldigvis kunne vi sende en af sted allerede søndag, så mandag var Hercules-flyet igen klar til at gå på vingerne, siger Dorthe og konstaterer at alle processer  spillede sammen: - Når sådan noget sker, skal alt helst gå op i en højere enhed. Og det gjorde det bare her!


Allerede søndag var en pilot på vej fra Danmark til Kuwait for at testflyve Hercules-flyet efter udskiftningen. Foto: Jens Vinther, ATW


Hercules-flyet har siden juli været en del af Operation Inherent Resolve, hvor det flyver transport- og passagerflyvninger fra Ali Al Salem-basen i Kuwait.