[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Hærens Kamp- og Ildstøttecenter (HKIC)

Hæren har nu fået en facilitet, der henvender sig til alle Hærens enheder, specialstyrkerne og Politiets specialenheder. Infanterikamphuset er på 1000 kvadratmeter og er indrettet som en industribygning med brede og smalle gange, store og små rum, vinduer og loftslemme, samt døre hvor der kan anvendes gennembrydningsværktøj for at komme ind i rummet.

- Med denne bygning kan vi øve angreb på og rensning af fabrikshal, fra enkeltmands til delingsniveau. Huset er meget fleksibelt, og vi kan ændre sværhedsgraden og karakteren alt efter soldaternes erfaring og uddannelsesniveau. For eksempel kan vi ændre lyset fra fuldt dagslys over halvmørke til bælgmørkt, så soldater kan øve med natkampudstyr om dagen, siger Jesper Simonsen, som er HKIC’s faglærer i by- og rumkamp og har stået for den militærfaglige og konceptuelle udvikling af bygningen.


Instruktører kan overvåge træningen fra gange over rummene.

- I mørke kan der yderligere anvendes kraftigt blinkende eller fejende projektører, der er et avanceret lydanlæg med alverdens effekter, og endelig kan rumkampen krydres med røg og lugteffekter. Det er alt sammen stressfaktorer, der efterhånden kan lægges på i uddannelsen, siger Jesper Simonsen.

Infanterikamphuset er en integreret del af træningsbyen Brikby i Oksbøl Skyde- og Øvelsesterræn. Bygningen kan anvendes enkeltstående eller som delmål i eksempelvis et kompagnis angreb på by. Byggeriet blev påbegyndt i marts 2015 og har en samlet pris på 10 millioner kroner. Til gengæld har Hæren fået en uddannelsesfacilitet, som højner kvaliteten i uddannelsen og som vil kunne anvendes mange år frem.