[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Værnsfælles Forsvarskommando

Fire stærke veteraner, en kran og en solid palleløfter skulle der til at sætte FN Museets nyeste udstillingsgenstand på plads i Frøslevlejren. Den tunge genstand er Camp Olaf Ryes vartegn – marmorobelisken, der har stået ved indkørslen til lejren og har inskriptionen: The Danish Battalion. 


Obelisken ved porten til Camp Olaf Rye. Fotos: Per Amnitzbøl Rasmussen

Marmorobelisken blev taget hjem, da Danmark lukkede sin sidste selvstændige lejr i KFOR-styrken efter hold 21 i februar 2010. I første omgang havnede obelisken på et depot i Oksbøllejren, men har obelisken altså fundet et nyt fast hjem på FN Museet, hvor den er en kærkommen erindring om Kosovo-missionen og de mere end 10.000 soldater, der har gjort tjeneste i KFOR, fortæller formanden for FN Museet, Per Amnitzbøl Rasmussen.

Kosovomissionen startede i efteråret 1999, hvor 800 danske soldater blev udstationeret og ret hurtigt blev forøget til 880 soldater, som blev det højeste antal ad gangen. Antallet af danskere blev i takt med at situationen blev mere rolig trappet ned til 300 i 2009 for endeligt at falde til 35, som er det antal Danmark stadig bidrager med. Camp Olaf Rye blev afhændet i februar 2010, hvor de danske soldater flyttede til den franske lejr Novo Selo lidt syd for Mitrovice.

Hovedopgaven for de danske soldater i Kosovo er aktuelt bevogtning af Camp Marechal De Lattre de Tassigny. Der ud over løser de danske soldater opgaver i Kosovo Force hovedkvarter i Pristina.