[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg, Værnsfælles Forsvarskommando 

Godt 350 øvelsesdeltagere, figuranter og planlæggere fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen, Politiet, Hjemmeværnet og de grønlandske myndigheder har siden lørdag været i gang med øvelse Grønland LIVEX 2016.

Formålet med øvelsen er at træne og styrke det grønlandske og danske katastrofeberedskabs evne til at koordinere og håndtere ekstraordinære hændelser i Grønland. Øvelsen er den hidtil mest omfattende rednings- og miljøøvelse i Grønland.

Øvelsen begyndte med, at to skibe kolliderer i havet ud for Nuuk. De følgende fire dage vil de ansvarlige grønlandske myndigheder, Grønlands Politi og Arktisk Kommando arbejde tæt sammen for at redde sårede, strandede og truede passagerer samt besætningerne på de to skibe. De omkring 200 evakuerede skal registreres og hjælpes ud af området. Øvelsen varer frem til tirsdag.

Se billeder fra øvelsen her under. Efter billederne er der en video, som viser en af det grønlandske politis SISAK-kuttere under øvelsen. Der er flere videoer fra øvelsen på Forsvarets kanal på youtube og flere billeder fra øvelsen i Forsvarsgalleriet.


SAR-båden fra Knud Rasmusen kan være hurtigt fremme ved et ulykkessted. Alle fotos: Flyvevåbnets Fototjeneste.


Flyvevåbnets C-130 Hercules bruges blandt andet til at evakuere sårede fra katastrofeområdet.


Frømandskorpset og deres hurtige RHIB skal blandt  andet undsætte passagerer, der er drevet i land efter skibskollisionen.


Patruljefartøjet Knud Rasmussen er en af Forsvarets nyere skibe i det arktiske område. Her venter skibet på at skulle sejle folk fra beredskabet til katastrofeområdet. 

En SISAK-kutter fra det grønlandske politi lastes med udstyr, før den sejler til kollisionsområdet.


200 frivillige fra Grønland og Danmark spiller passager og besætningsmedlemmer fra de to skibe, der er kollideret. Mange af dem kommer alvorligt til skade og ender i det kolde vand. De skal reddes, hjælpes og evakueres.