[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg, Værnsfælles Forsvarskommando

Det danske hold i kørestolsrugby spillede tirsdag aften finale mod USA. Danmark kvalificerede sig til finalen efter en hård og spændende kamp mod Storbritannien, der blev slået 31-26. 22 af de danske point blev scoret af anfører Mark Peters, der spillede så fuldstændig forrygende i semifinalen, at kampens speaker kaldte ham en målmaskine.

-Det er fedt at få sådan et tilnavn i en kamp, hvor man er så dominerende. Det booster ens selvtillid, sagde Mark Peters i pausen mellem de to kampe.


Mark Peters scorer et af sine mange mål.

USA slog Danmark i de indledende runder, og de var favoritter til at vinde guldmedaljerne på hjemmebane. Den værdighed levede amerikanerne fuldt ud op til. Med anfører Anthony McDaniel som en ustoppelig målscorer og playmaker var USA klart dygtigere end Danmark og de vandt kampen om guldmedaljerne med 29-18.

-Amerikanerne har mere rutine end os. De har trænet sammen i længere tid, og det er tydeligt på banen. Vi havde øjeblikke, hvor vi var forvirrede omkring positioner og opdækning, og der havde amerikanerne overtaget, lød forklaringen på nederlaget fra Maurice Manuel. 


Maurice Manuel sætter en hård tackling ind på den amerikanske anfører, der dog alligevel laver en assist.

I kampen om bronzemedaljerne slog Storbritannien Australien med de overbevisende cifre 47-4.

Sølv, sølv og sølv
Sølvmedaljerne onsdag kom efter en tirsdag, hvor de danske atleter slog til på atletikbanen og hentede hele tre sølvmedaljer. Tanja Sunekær og Jonas Hjorth Andersen vandt sølvmedaljer på 1500 m i den åbne klasse, mens Dennis Dencker, der er amputeret gennem den ene ankel, vandt sølv på 400 m

Med medaljen i kørestolsrugby er Danmark oppe på en guld-, fem sølv- og en bronzemedalje i det officielle Invictusprogram, foruden bronzemedaljen i Jaguar Land Rover Driving Challenge.

De danske atleter skal for sidste gang i kamp ved Invictus Games torsdag, hvor Danmark om formiddagen møder Storbritannien i den ene semifinale i kørestolsbasket, mens Holland og USA mødes i den anden. Finalen og kampen om tredjepladsen spilles om eftermiddagen.

Det danske hold vender hjem til Danmark lørdag. 

Læs mere om Invictus Games og de danske atleter her.